Dine store, talende
mandelformede øjne
er altid
Jeg betræder verden
som min egen Tundra
Hører stilheden og alle dens længselsfulde brøl
som et ekko
en mosaik af alle de stjerneklare nætter.
En stemme fra urtiden ansporede os til vildskab.
Pinus sylvestris
Jeg savner din skygge.
Kærligheden ér.
En nunatak.
onsdag den 10. marts 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Uhmmm....nunatak...
SvarSleti min verden ser jeg inuitskøn hvidlængsel - sneharer i skræmt galop
Silhuet - din skriven har mange gange tegnet billeder for mit indre blik. Hvor er jeg glad for, at mine ord her kan gøre det samme for dig.
SvarSletTundra og nunatak.. Længsel og skønhed.. Det er rart med de ting der bare ér og insisterer på at være ægte i deres mægtighed.