Når du pludselig er det mest virkelige i verden
Når bølgerne grådigt kaster sig frem, for højtideligt at trække sig tilbage
Og det på en eller anden måde synes at betyde noget
Når alle ukortlagte længsler
vrider sig og skaber en ny regelmæssighed
der ophæver alt
Når verden er en kasse af groft, stikkende træ
med vægge i alle blå nuancer
Isblå
Hm. Det er lidt uforståeligt, surrealistisk til slut med kassen af træ. Men det følger kun rækken af ting, der ikke umiddelbart hænger sammen. "Mine brystorter", "bølgerne", "du" og "sandheden". Ja, ok. Sandheden og du kan jeg godt se hænger sammen.
SvarSletJeg ville umiddelbart bytte om på to ord. Skrive:
"Og bølgerne kaster sig højtideligt frem, for grådigt at trække sig tilbage,"
Tja. Jeg ved ikke om du kan bruge ovenstående til noget. Blot en hurtig reaktion på læsningen.
Recitat.. Jeg får lyst til at forklare, men tror ikke det er hvad du beder om. Jeg nyder dit blik på det skrevne. Stof til eftertanke. Tak.
SvarSlet..det er bare ord, men hvilke.. giver ofte genlyd.
Hvad angår bølgerne så.. Ja - de kaster sig frem, højtideligt. Og trækker sig tilbage, grådigt.. Men hvad hvis de ikke tager noget med sig. Hvad hvis de bare kommer som et åbent, sultent gab. Og alligevel ikke vil måltidet. Så står man der - våd til skindet. Bliver det for abstrakt?
Korrekt, jeg spørger ikke til en forklaring. Men din kommentar til bølgerne hjælper mig nu alligevel videre. Jeg er jo kun én læser og andre havde måske forstået sammenhængen bedre.
SvarSletDet ændrer dog ikke på, at de enkelte dele har svært ved at arbejde sammen. Tekstmæssigt forstås.
Du har ret. Men der er den der kropslige del, som er så meget mere end kropslig. Og som jeg gerne vil skal være, men som er så vanskelig at få ind i ordene. Det intense, mærkbare, banale, levende.. Er det overflødigt?
SvarSletHmm.. Det kunne undlades, men så tror jeg, jeg savner noget.
..Og bølgerne grådigt kaster sig frem, for højtideligt at trække sig tilbage,
vrider sig, strækker sig
Når månens røde forvrider sig i mørket
Og verden er en kasse af groft, stikkende træ
med vægge i alle blå nuanncer..
Nå, det må der tænkes lidt over. Nu er det sent. Tak for nu.