Nadvergæst

Jeg forsegler drømmene Ikke med en fingerspids

mellem dine ribben på en varm hud der også skal

ældes Med tungen langs brændingen på salt smil

der ikke forklarer noget som helst Her kan ingen

ting forstørres Tag det og slug det Dette mit legeme

Og hvad angår alfa og beta.. Jeg ved ikke. Og forholder mig måske i virkeligheden

alt for lidt til den slags. Lever bare. Dagene går. Har lavet clementin-syltetøj i aften. Og noget af den appelsin-snaps-kaffe-sukker drik vi engang en nytårsnat blev så fulde af. Så kom - jeg har snart min egen trylledrik der kan få dig til at glemme alt om banklån og den slags ligegyldigheder. Jeg siger ikke mer´.

. . , -

Jeg er ikke helt som du havde forestillet

det gør ikke noget

jeg er ikke mindre mig

Bare mindre

eller hvem ved

måske et digt om Bagefter

Sådan ser verden ud, når du ligger og ånder

ind og ud. Som et ubestemmeligt tegnsæt der

bevæger sig uagtsomt med en vis lyrisk ophøjethed

jeg kunne ønske mig på et nærmere plan.

Lad os forlade dette emne. Der findes også

adskillige andre ting jeg ikke har været i stand

til at få øje på og efter en vis eftertanke kan

jeg tænke, at jeg gør dig eller verden uret.

Scenen kunne være en prægtig hal. Og jeg

kunne være i frivillig eksil. Måske trænger

dit blik i virkeligheden dybere end mit eget

og måske er blodet det mest uskyldige

Måske findes der intet system

bare hænder der erklærer fodringstid.

Til senere brug gemmes denne

betragtning:

Dine hænder er absolut af de store

det kunne være en indfaldsvinkel til

det ene eller det andet

Hvorfor overhovedet bekymre sig om en drøm

Vi ser så pokkers almindelige ud som vi går her, med din sejreshymne tværet ud i ansigterne som rød friskhed og jeg finder det ærlig talt aldeles skamløst som du tramper afsted, når vi i virkeligheden skulle være en dans. Det er sand mellem dine tæer kære ikke hvem som helst. Solidt og nedbrydeligt vil jeg stille mig op ad en væg. Ikke en hvilken som helst væg. En snavset væg. med nerver som en kvinde

det kan du trygt stole på.

Man fristes til at tro denne morgen er Nina Simones værk

Solen danser uopdragent og alt tangerer skønhed.

Du har glemt mit navn.

Det er et vigtigt navn og

jeg synes du er uforskammet.

Jeg bestræber mig på

Ikke at bemærke

Jeg er nemlig ikke sikker på,

at du ikke vil kunne få mig en gang til.

Byen er vendt mod øst og øjeblikket

orienterer sig hovedsageligt ved hjælp af lugtesansen

Her er ikke plads til den slags forfængelige detaljer.

Det er med vejret

som med så meget

- så som så -

Jeg bemærker dine øjne

statsløse, hovmodige

Grønklædte skønheder

jeg gerne så

Danse over hud

Stilheden svæver skamløst og sky

mellem tomme stole

Og jeg sætter min lid til at duften

eller ungdommen

er øjeblikkets fortabelse værd

Du står vist nok med ryggen til

Og alle farverne er blå idag.

Som et billede af lyset

og en himmel jeg vil storme

Måske hvisker du venligt

Udsigten bliver ikke bedre

uden at vide hvad du skal bruge den til

Mens jeg mærker at noget har vokseværk

og tænker, at sådan hænder det af og til

at troen, ligesom fuglene,

vender tilbage

Og jeg føler mig yngre end jeg egentlig er.

Ikke klogere

bare yngre

Det er ikke noget dramatisk melodrama

Det er bare dig

Stående med ryggen til.

Musikken suser gevaldigt om ørene

Gud er en god Gud

Og jeg er ikke fortabt

selvom jeg

i en anden by

ville have løftet skørterne for dig.

Tidsgrød siger du
med munden fuld af triumf.
Vinterlyset spiller en fanfare over bordet
og jeg får lyst til at række ud og med to fingre
skille dine læber ad
Måske fordi jeg har lyst til at mærke et suk
eller fordi jeg tænker du har skarpe tænder

Vandet i rørene er grønt
Som din stilhed
Jeg troede munde også var kendt
for deres venlighed mod selv
den mest ignorante

Skyggerne er sorte
som min klogskab
Og det føles som om jeg har feber,
når musikken på uhørt vis finder vej
ud gennem sprækkerne

En snavset affære

Dine tjenere jager endnu
lutter tålmodighed
Du skal belønne
og virkelig er også forrådnelsen

Mælkevejen og andre veje

De ville alle leve til evig tid
som helte vel?
Det er ikke rimeligt
hvis du vidste hvor langt jeg har rejst for at komme hjem
Og så er alt så uhyggelig lukket
og der ligger rageknive og rådne æbler over alt